Myanmar
Myanmar er et af de fattigste lande i Asien og den humanitære situation, særligt hvad angår sundhed og uddannelse, er meget bekymrende. Hiv/aids, malaria, tuberkulose og diarré pga. manglende adgang til rent vand udgør alle store sundhedsproblemer. Sygdom og epidemier udgør, sammen med for få læger og hospitaler, og for lidt medicin, baggrund for et omfattende sundhedsproblem.
Myanmar undergår politiske omvæltninger, og mange organisationer har i disse år fokus på landets mange sårbare befolkningsgrupper. Og behovet for hjælp er enormt – særligt inden for sundhed.
I 2012 blev sundhedsindsatsen udvidet med et mor-barn sundhedsprogram, som dækker en række sårbare lokalsamfund i tre regioner i Myanmar. I landområderne i Myanmar forløber de fleste graviditeter og fødsler uden vejledning eller hjælp fra en jordemoder eller andet uddannet sundhedspersonale.
Når der opstår problemer under graviditet eller fødsel, er det meget vanskeligt at få hjælp. Dette betyder, at såvel kvinder som nyfødte er udsatte og har behov for støtte og pleje, og også mindre børn under 5 år har behov for bedre beskyttelse mod smitsomme sygdomme samt forbedret ernæring, og dette har mor-barn sundhedsprogrammet fokus på.
Ud over den langsigtede indsats for at forbedre sundheden, som venskabsprogrammet bidrager til, har Røde Kors i Danmark fokus på de akut opståede katastrofer, som Myanmar udsættes for.